Himmerlands Food Group ApS
Nordre Ringvej 99
9620 Aalestrup
[email protected]
+45 96 49 03 00
CVR: 39536897
Himmerlands Food Group ApS har med virkning fra 01-10-2025 overtaget den spanske virksomhed Tamaco Barcelona (Tamaco S.A), en veletableret producent og distributør af oksekød i Sydeuropa.
Opkøbet er et vigtigt skridt i Himmerlands Food Groups langsigtede strategi om at styrke sin internationale tilstedeværelse og skabe nye vækstmuligheder på det europæiske marked.
Tamaco Barcelona er specialiseret i opskæring og modning af kvalitetsrygge, som indkøbes fra hele EU. Produkterne sælges både som hele rygge og som opskårne, vakuumpakkede udskæringer. Virksomheden står blandt andet bag kvalitetsbrandet Dark Red, der primært henvender sig til restauranter og cateringsektoren.
Med Tamaco Barcelonas stærke lokale markedsposition og omfattende distributionsnetværk får Himmerlands Food Group en solid platform i Spanien, der er et marked med betydelig efterspørgsel efter kvalitetskød.
”Tamaco Barcelona har en stærk position og et solidt netværk i Spanien, som vi ser frem til at bygge videre på. Opkøbet åbner nye muligheder for samarbejde, innovation og udvikling og styrker koncernens tilstedeværelse i Sydeuropa,” siger Lars Andersen, adm. direktør i Himmerlands Food Group.
Tamaco Barcelona bliver en selvstændig enhed under Himmerlands Food Group med egne produkter og brands. Jesper Sarto, direktør i Tamaco Barcelona, fortsætter med at drive virksomheden, og overdragelsen er gennemført i tæt samarbejde med ham. Som en del af aftalen får Jesper Sarto og Mathias Høgh medejerskab.
Med opkøbet styrker Himmerlands Food Group sin samlede position i Europa og skaber en bredere platform for fremtidig vækst på tværs af markeder og brands.
For yderligere information kontakt:
Adm. direktør i Himmerlands Food Group ApS
Lars Andersen
tlf. +45 23 84 92 33
[email protected]