Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen godkender etableringen af Moert™ – nyt fælles selskab fra Himmerlands Food Group ApS og Tican Fresh Meat A/S

23.06.2026

Konkurrence- og Forbrugerstyrelserne i respektive lande har d. 23. juni 2026 godkendt, at Himmerlands Food Group ApS og Tican Fresh Meat A/S etablerer et nyt fælles selskab under navnet Moert™. Godkendelsen betyder, at de to virksomheder nu kan påbegynde arbejdet med at opbygge joint venturet og fastlægge rammerne for det fremtidige samarbejde.

Moert etableres som en selvstændig juridisk enhed med sin egen identitet og forretningsstrategi. Visuel profil, hjemmeside og kontaktkanaler kan ses her: www.moert.dk

Moert™ skal producere og pakke primært danske convenience-produkter af gris, kalv og okse, målrettet danske forbrugere. Selve salget sker udelukkende B2B, hvor Moert leverer både til detailhandlen og grossistleddet.

Det strategiske samarbejde fokuserer på forædlede kødprodukter som hakket kød, udskårne produkter og marinerede udskæringer – og forventes på sigt også at omfatte andre produkter, såsom medister.

Produktionen vil foregå i Farsø i Himmerland. Her planlægges investeringer i nye produktionslinjer samt integration af ekspertise fra Premium Food Group, moderselskabet til Tican Fresh Meat A/S og en af Europas førende virksomheder inden for convenience-produkter. Kombinationen af stærke råvarer, lokal forankring og moderne produktionsforhold skal sikre en effektiv, transparent og konkurrencedygtig værdikæde.

”Vi er glade for, at der nu er givet grønt lys til Moert. Det betyder, at vi nu kan begynde at bygge et fælles setup, der giver kunderne et bredt sortiment indenfor gris, kalv og okse. Vi ser frem til at samle vores styrker og skabe noget nyt sammen,” udtaler Christoffer Andersen, Administrerende direktør i Moert.

I de kommende måneder vil fokus være på at etablere organisationen, rekruttere medarbejdere og sikre en smidig opstart af produktionen. Christoffer forventer, at Moert vil få positiv betydning for lokalområdet – ikke mindst i Farsø, hvor en væsentlig del af aktiviteterne samles.

 

For yderligere information kontakt:

Administrerende direktør i Moert Christoffer Andersen
tlf. +45 27 30 88 80
[email protected]